The Standard

Sidste torsdag var jeg så heldig at få lov til at spise indisk mad, på en af Claus Meyers nye restauranter + at få lov at så en grammy nommeneret grammy jazz sangerinde live on stage i den nye jazzklub som også er en del af det nye The Standard.

Det der før var Customhouse er nemlig nu ejet af Claus Meyer, og han har lavet 3 nye restauranter nemlig, Almanak, Studio og Verandah og 1 jazzklub The Standard ud af det. Et fantastisk projekt efter min mening.

Sammen med min mor, far og bror kunne vi da ikke gå glip af denne mulighed, at komme ind og se hvad Meyer's nyeste projekt gik ud på, så vi havde booket indisk mad til 4 personer, og 4 pladser i jazzklubben.

Maden på Verandah var god men meget stærk, i hvert fald i forhold hvordan jeg selv plejer at gå efter. Men det var jo en indisk restaurant, og i min familie er det ikke lige det indiske køkken der bliver eksperimenteret mest med, så derfor er jeg ret cool med, at det måske ikke lige var min kop te. En rigtig indisk-mad elsker ville have elsket det.

Efter den spændende middag, gik vi op til jazzklubben, som var det øjeblik jeg havde set allermest frem til. Da vi kommer ind føltes det virkelig som om, at vi trådte ind i en anden verden. Fra en lang moderne gang, til et lille, hyggeligt, mørkt rum med en lille scene med røde velour gardiner i baggrunden. Da så den meget eftertragtede sangerinde kom på scenen, Roberta Gambarini, og begyndte at synge, begyndte man straks at få kuldegysninger. Aldrig har jeg følt mig så meget i live, så priviligeret, så heldig. Aldrig har jeg følt at jeg var så meget til stedet i nuet, som jeg gjorde i de 5 kvarter, jeg var så heldig at nyde hendes stemme.

Det var en fantastisk oplevelser, og jeg ser virkelig frem til at komme på The Standard igen, og en ting er sikkert: Det kan VARMT anbefales!

http://www.thestandardcph.dk/

Starting all over

Hi out there,

Først vil jeg lige starte med at sige, at jeg lige har postet et indlæg om min hjemkost, så det ligger her nede under, hvis der er nogle der er interesseret.

Inden jeg tog til Frankrig skrev jeg jo her på bloggen om mange forskellige ting. Mit liv, hvad jeg laver i køkkenet, når jeg er sammen med mine veninder, og hvad jeg bruger mine penge på.
Så da jeg har fået så meget god feedback på alt det jeg har skrevet, vil jeg meget gerne fortsætte med at gøre dette, så i er mere end velkomne til at følge mig her inde, hvis i har lyst selvfølgelig.
Emner jeg skriver om ændre sig nok lidt, men jeg vil  super gerne arbejde videre med min skrive stil.

Og i er som altid velkomne til at kontakte her på bloggen eller på mail, hvis i synes det går for langsomt med updateringerne :-)

Jeg håber i vil fortsætte med at læse med!

Bloggeren

Hjemkomsten

Hi out there,

Long time no seen!
Ja, det kan man vist godt sige, men det er der kun en der kan tage skylden for, og det er jo mig. Så undskyld for det.

For lige at fortælle om afslutningen på mit Frankrig ophold, så gik det hele rigtig godt.
Weekenden inden jeg skulle rejse, var den bedste og dårligste weekend på de 10 måneder jeg var der. Om fredagen var jeg til trænning om aften, og derefter blev jeg kørt til en 18 års fødselsdag, som blev holdt af to italienere. Festen var hyggeligt nok, jeg snakkede meget med Natsumi som jeg kendte på forhånd og så mødte jeg nogle nye mennesker, så alt i alt var det en hyggeligt fødselsdag.

Dagen efter skulle Mara og jeg spille kamp. Da vi kom over til klubben var vi begge trætte efter fødselsdagen, men jeg var klar og motiveret til at spille, så det var fint. Vi vandt kampen 11- 9 tror jeg det blev! Men det var heller ikke en rigtig kamp.....vi var 3 hold som blev delt i to store hold + at en god pige fra seniorholdet spillede med os den dag....men vi vandt! Og det blev den sidste kamp jeg spillede og den første kamp jeg vandt, så snyd eller ej :-)
Da kampen var færdig, mødtes vi ude foran cafeen, hvor vi fik lidt at drikke og lidt at spise. Så samlede pigerne sig rundt om os, hvorefter at presidenten af klubben Karine, sagde nogle søde ord til os, og så fik vi hver udleveret en trænings dragt med klubbens logo, og en ramme med et billede af holdet fra den første kamp vi spillede.
Vi blev begge sindssyg glade, og sagde tak til alle pigerne og sagde farvel, da vi jo troede at det var sidste gang at vi så dem.
Om aftenen var jeg også meget påvirket af dagens begivenheder, fordi netop nu hvor jeg syntes at jeg havde det så godt i klubben, viste jeg jo udmærket godt at jeg snart skulle hjem.

Da efter skulle fodbold pigerne spille en kamp, og derfor tog jeg hen til klubben for at se dem. De blev alle meget overrasket over at jeg kom, så det var rigtig fedt. Da de var færdige med deres kamp, stod vi lidt og snakkede og så blev jeg inviteret med hjem og spise med dem, hvilket jeg rigtig gerne ville.
Så tog vi hjem til en fra klubben og fik lækker grillmad, snakkede og hyggede os. Det var også en god slutning og en god måde at få sagt farvel til dem alle sammen.

Dagen inden jeg skulle rejse nemlig onsdag d. 12 var også en rigtig hyggelig dag, dog også lidt forvirrende. Der var de franske flyveledere nemlig begyndt at strejke, så jeg havde ingen idé om jeg skulle hjem den 13 som planlagt eller hvordan og hvorledes, så snakkede både med min værtsmor og min rigtig mor en del den dag, pga. al den planlægning.
Men tilbage til den hyggelige dag! Vi mødtes alle sammen hjemme hos Lisa, hvor vi spillede Mario Kart på Wii, hvilket var rigtig sjovt. Ved 12-tiden gik vi ned til byen, hvor vi købte frokost og så gik vi ned i parken hvor vi hyggede os. Det vidste sig også at pigerne havde forberedt små gaver til mig, hvilket jeg blev meget overrasket over, og også meget rørt.
Jeg fik en bagebog om cupcakes på fransk, og en fransk thriller, et hjemmeknyttet armbånd som forestiller det franske flag, og en hjemmeknyttet nøglering af Julie, af Silvia fik jeg et par øreringe, af Lisa fik jeg en halskæde og til sidst fik jeg en samlet gave fra dem alle: Nemlig et par shorts de havde tegnet på, og skrevet små hilsner på. Det syntes jeg var en super god, og sjov idé så dem tvang de mig til at tage på med det sammen, hvorefter vi tog en masse billeder.

Da jeg kom hjem om aftenen, pakkede jeg mine kufferter færdige, og så kom Isa over med en fransk tegneserie, Asterix og Obelix til mig som afskedsgave, så den skulle jeg jo også lige have mast ned i kufferterne!

Om aftenen spiste vi rigtig dejlig mad, med spareribs og flan og jordbær. Der fik jeg også små gaver af min værtsfamilie. Jeg fik et brev fra dem hver, og en fodbold trøje, som de havde fået lavet til mig, hvor der stod CARSTENSEN på og nummeret 6, fordi jeg var de sjette medlem i familien. Jeg blev også rigtig glad og sagde tak mange gange. Som slutning på en god aften spillede vi fodbold i haven, og hvad der var så specielt var, at min værtsmor var med?! Hun hader fodbold og alle slags sport der inkludere en bold, så min værtsfar sagde også at det var en kompliment, hvis jeg kunne få min værtsmor til at spille fodbold. Det var godt nok også hylende morsomt! Vi græd næsten af grin alle sammen, så det var virkelig den perfekte afslutning på mit ophold.

Dagen efter fik vi også de nye oplysninger om min flight til Danmark. Jeg skulle flyve fra Toulouse ved 18-tiden tror jeg det var, til Frankfurt og så videre til Kbh.
Og jeg skulle faktisk med to nordmænd jeg kendte fra Toulouse til Frankfurt, så det var lidt hyggeligt.
Både flyeet fra Toulouse til Frankfurt, og flyet fra Frankfurt til Kbh var forsinket, så jeg landede først i Kbh. 00.07, hvor jeg blev modtaget af mine dejlige veninder Olivia, Elisabeth, Cathrine, og Helene på Skype, og min familie og min mormor og morfar. Og min mor havde legnet op med champagne og små pindemader og jordbær så der var sku godt gang i La Fête!

Og det var så min hjemkomst som også var lidt forsinket :-)

Knus

Jeg er i live!

Hej alle sammen,

Som de fleste af jer nok ved så er min pc gået i stykker og dette er altså grunden til at i ikke har hørt fra mig i lang tid. Men heldigvis er teknologien så godt med i dag, så jeg kan sagtens skrive fra min mobil som i øjeblikket er min Lifesaver!

Ja det er jo over en måned siden at jeg har skrevet sidst, så der er selvfølgelig sket en masse ting, men det er alt for langt at skrive om så alt det kan i have til gode til når jeg kommer hjem. Om 23 dage...

Men som Julie har skrevet i min kalender " c'est la fin!" Og ja det er det snart, hvilket jeg så småt også går og forbereder mig på. Både fysisk og mentalt. Jeg har ordnet de franske madvarer jeg skal have med hjem, og jeg har også prøvepakket for at være sikker på at det hele kan være der, og det kan det!! 

Som alle siger til mig, så kan man jo sige at når jeg ikke har min pc slipper jeg da for at skulle slæbe den med hjem!

I skal nok ikke regne med at jeg vil være så aktiv her på bloggen, her nu hvor vi går enden i møde, men det får vi af se!

Vi ses snart alle sammen!

Bare lidt tanker i ved

Hi everybody out there,

Jeg ved ikke om jeg har så mange nyheder til jer....
I morgen får jeg jo ferie, så det glæder jeg mig rigtig meget til! Jeg har nemlig et par ting på dagsplanen ;)
På lørdag skal jeg til Toulouse og shoppe sammen med 5 andre piger. Fanny som er  tysk eller schweizisk, Yuki fra Taiwan, Léonie fra Holland og de 2 andre piger kender jeg ikke endnu fordi de kommer med Léonie, men jeg ved at de også er udlændinge og de er i hendes klasse. Så kl. 9.21 skal jeg tage toget fra Pamiers til Toulouse, og så ved jeg endnu ikke hvad tid jeg skal hjem endnu.
Der var faktisk en pige fra min skole som hedder Lisa som spurgte mig og jeg ville med til Toulouse på lørdag, men så måtte jeg desværre forklare hende at jeg faktisk skulle afsted med nogle af mine veninder. Men så spurgte jeg hvordan hun kom der op, og hun skulle også tage toget, så måske skal jeg tage toget sammen med hende, men hun har været syg i dag og kommer heller ikke i skole i morgen, så ved ikke helt om hun tager afsted eller hvad hun gør.

På søndag regner jeg med at jeg skal gøre lidt rent på mit værelse, fordi om mandagen kommer Yuki herned til mig og skal være hos mig indtil torsdag hvor hun tager hjem tideligt om morgenen(hun skal nemlig hele vejen op til Reims, som ligger i Nordfrankrig, så der er jo lang vej)
Og om onsdagen skal Yuki og jeg til Andorra og shoppe lidt. Jeg vandt nemlig i starten af året to billetter til Andorra og de udløber i juni, så dem ville vi lige fyrre af. Og det er super let! Med billetten kører vi nemlig med en bus der op, og hjem igen. Og så har jeg muligvis en fodboldkamp onsdag aften...
Apropos fodbold er jeg blevet ret vild med at spille det! Og jeg er også blevet ret god. Det synes jeg i hvertfald selv, og min værtsfar har også sagt at jeg er blevet god, så nu er jeg faktisk blevet vild med kampene også selvom jeg frygtede dem lidt i starten. Og er også begyndt at snakke mere med fodbold pigerne, der er bl.a. en der hedder Sophie er jeg begyndt at snakke rigtig meget med efter den der moules-frites aften. Men fodbolden kører bare derud af, og min værtsfar har faktisk vædet på at jeg vil starte til fodbold når jeg kommer hjem, fordi jeg spiller det hele tiden med drengene og Juliette i haven.....måske skulle det overvejes?

Noget af det som jeg også er begyndt at tænke meget over her på det sidste er at det er nu at jeg virkelig er begyndt at holde af mit liv hernede, og det er det der er så paradoksalt ved sådan et udvekslings år her. At på det tidspunkt hvor du har det aller bedst skal du sige farvel til alt det du har opnået og opbygget og kæmpet for i den tid du har været i dit værtsland. Jeg har efterfølgende fundet en måde der beskriver rimelig godt hvordan det er at være en udvekslingsstudent. Du opbygger en hel ny identitet. Du starter virkelig hel fra bunden, med hele dit liv. Men på et punkt kan det være en fordel: På den måde er det nemlig op til dig at overbevise og ikke mindst vise de folk som ikke kender dig, hvordan du virkelig er, og det skal man benytte sig af.
Men når jeg kigger tilbage på alle de ting jeg har oplevet, bliver jeg mere og mere stolt af alle de ting jeg har opnået og gjort.

Fordi jeg vil ikke lægge skjul på at jeg er begyndt at tænke på at jeg snart er ved "den her vejs ende". Én ting er at jeg skal sige farvel til min familie hernede, og det vil blive ubeskriveligt hårdt og sørgeligt både i det øjeblik hvor jeg skal gøre det, men også i den efterfølgende tid når jeg er kommet hjem igen.
En anden ting er at jeg skal omvende mit liv igen. Selvom det bliver lettere denne her gang, bliver det ikke let. Fordi det er en ting som jeg synes er så sygt urealistisk ved at være udvekslingsstudent. Du står op i et land, hos en familie, i en seng, i et liv, og du går i seng i et andet liv, hos en anden familie, i en anden seng, i et andet liv.
Prøv at forestille jer det.
Det er noget af det følelsemæssige hårdeste jeg nogensinde har prøvet, men det er på alle måder det værd.

Men jeg synes også at det  er ligesom at blive genfødt på en eller anden måde. Fordi du forandre dig, og mange ting ved dig selv i løbet af sådan et år. Du lærer virkelig at se tingene anderledes, og det er virkelig en af de ting jeg glæder mig til at komme hjem og gøre. At stå op hverdag og være så taknemmelig for alt det jeg har, og alt det jeg har oplevet, for det er alle vores minder som gør os til dem vi er. I når jeg kommer hjem til Danmark vil jeg hverdag tænke på hvor meget mit år i Frankrig har været med til at forme mig.

Jeg føler mig som verdens heldigste pige

The Moving Forwad Project

Hi out there,

Som i nok kan huske har jeg jo en tysk ven som hedder Djamil.

Han har sammen med nogle af sine tyske venner startet et projekt som går ud på at indsamle penge til en skole i Tanzania, hvor børnen lærer om udvikling og for nødvendig viden om at udvikle deres eget land. For det er netop pointen med den skole. Andre børn rejser nemlig ud af landet når de er færdig med deres skolegang, hvis de har været så heldig at have en, men formålet med disse børn et at oplærer dem til at de skal kunne hjælpe deres eget land med at få gang i økonomien.

Djamil taler regeltmæssigt med lederen af skolen i Tanzania og opfinderen af projektet, som er tysker som tidligere har arbejdet for UNESCO.
Djamil satser på at hvis alt går godt, vil han tage ned og besøge skolen i oktober.

Og det der er klogt af Djamil i denne situation er at han benytter sig at hans internationale kontakter, til at få folk over hele verden til at kende dette projekt. Dem der har løst til at være med i dette projekt kan nemlig komme med og bliver National Cordinator, og kommer til at stå inde på hjemmesiden. Så jeg kan godt røbe at jeg også snart kommer på hjemmesiden :-)

Hvis i har lyst til at læse mere er her to link i kan kigge på :

http://themoveforwardproject.de/MFP/Intro.html

http://www.oneworldschool-tanzania.org/

Siv

Påske

Hi igen alle,

Hvis i ikke har læst om Mara's fødselsdag så skal i se på indlægget der er under dette, så finder i det     :-)

Påske hernede i Frankrig er en rimelig stor tradition synes jeg.
Delphine havde allerede fortalt mig nogenlunde hvad der skulle ske, så jeg var jo spændt på at opleve en påske med deres traditioner.
Om søndagen havde Delphine gemt chokoladeæg i haven, så Lilian, Celio og jeg var ude med en lille bøtte hver og finde chokoladeæg i haven. En super hyggelig tradition, specielt når man er stor chokolade elsker som mig!! :-)

Om mandagen kom Mara, Mapi og Thomas hvor vi skulle spise en slags påskefrokost. Om mandagen var det også den første april og den første først april hedder hernede Poisson d'avril, og der har man åbenbart en tradition med at man klipper papirsfisk og farver, og så skal man prøve at hænge dem bag på folks rygge, så det havde vi en del sjov med hele dagen, hvor specielt Lilian og Celio havde det sjovt med at sætte fisk på vores andres rygge.
Også den eftermiddag havde Mapi og Delphine gemt chokolade æg i huset som vi skulle finde, og vi sluttede eftermiddagen med at spille nogle forskellige spil.
Mara havde også lavet en sød lille påskekurv til mig med chokolade :-)
Det var rigtig hyggeligt alt sammen!



Chokoladen jeg havde fundet i haven om lørdagen

Mara's lille kurv til mig



Min ryg med fisk på!

 Jeg håber I derhjemme alle sammen havde en god påske!

Hilsner fra Siv